KONG FAIU AF WUVULU
 

EDVARD C. A. NIELSEN ØRTOFT FRA LÆSØ

DEN 29. August 18i5 kom Edvard Christian Antonius Nielsen Ørtoft til Verden paa det havomflydte Læsø. Hans Fader var Murer og Landpostbud, og i trange Kaar voksede Drengen op. Fattigdom og Nojsomhed kræver Flid og Arbejde, og allerede i sit ottende Aar maatte Edvard fra Stuens Leg og Smaaglæder ud til Livets Alvor og Pligt. Som Gaasedreng blev han fæstet paa en af Læsøes berømte Tanggaarde. Det var Sommer, og Solen lagde et forsonende Skær over Arbejdet. Desuden havde Edvard Selskab af jævnaldrende Purke, der Dagen lang havde nok at gøre med at holde Styr paa de skræppende Gæs.

Da Edvard Ørtoft var ti Aar gammel, blev han forfremmet til Kvæghyrde, og sammen med andre Vogterdrenge løb han barfodet om paa Græsgangene langs Kysten. Naar Kvæget i Middagsstunden laa' fredeligt og tyggede Drøv, legede Vogterdrengene spændende Sørøverlege. Af Strandingsgods, Brædder og gamle Kasser tømrede Drengene sig en Tømmerflaade, de stagede sig frem paa, mens de udkæmpede drabelige Slag med Bue, Pil og Træsværd. Edvards største Oplevelse var det dog nu og da at komme mcd en Fiskerkutter ud til Bundgarnene eftcr Hummer

tejnene. Allerede i Barndomsaarene vaagnede Kærligheden til Havet i ham, det Hav, der omgav hans lille Fødeø, og hvis dybe Stemme han var fortrolig med.

I Byrum Kirke blev han konfirmeret og var, som med et Slag, blevet voksen. Forbi var Skoledagene og Vogterdrengetiden. I Hjemmet var der efterhaanden kun daarlig Plads, for de mange smaa Søskende, der var kommet til, fyldte op og fortærede hurtigt det Brød, Faderen møjsommeligt tjente. Edvard besluttede derfor at staa til Søs, og en Dag kort efter Konfirmationen fulgte Faderen ham ned til Vesterø Havn, hvor toogtyve unge Mænd stod rejseklare for at drage ud i Verden. Edvard fik sine faa Sager ombord; hans hele Udrustning bestod af en Skibskiste med Sømandstøj og saa det Konfirmationssæt, han havde paa. Tredive Kroner havde han paa Lommen. De var til. Hyrebassen i København.

Et er Drengedrømme, et andet den nøgne, barske Virkelighed. Efter et Par Dages Ophold i den ukendte Storby var Edvard Ørtofts Mod og Selvtillid borte, og han havde den største Lyst til igen at vende Næsen hjemefter. Endelig fandt Hyrebassen dog en Hyre til ham, og som yngste Mand, ombord paa et Sejlskib, der fragtede Tømmer fra Finland og Sverige, sejlede han fra Danmark.

En ny Verden og et nyt og strengere Liv aabnede sig for Drengen. Man hundsede med ham, som var han en Slave. De raa og haardhudede Søfolk, der selv i deres Drengeaar var blevet pint og plaget, kendte ikke til Blødsødenhed. Mens Sejlskibet rullede fremover, laa Edvard Nat efter Nat i sin Køje og græd sine modige Taarer af Udmattelse og Sorg. Saaledes omskabtes Drengen til Mand. Det var som et Hamskifte. Det forvovne, mandige Ansigt, han senere fik, begyndte allerede at anes under de bløde, unge Træk

Da Vinteren kom, vendte Edvard Ørtoft tilbage til Læsø. Han havle glædet sig til at komme hjem efter den lange Rejse og de haarde Dage til søs, men Hjemmet var forandret og forekom ham næsten ukendeligt. Indremissionen var trængt frem paa den ensomme Ø, og hans Forældre var blevet grebet af den ny Bevægelse og samlede hver Aften en lille Skare troende i de lavloftede Stuer. Salmesang og aandelige Samtaler gennemtrængte det fattige Murerhjem.

Edvard var ung og ladet med Ungdommens Vitalitet og Livslyst. Han følte sig derfor hjemløs og søgte til Kroen, hvor Øens Karle og Piger holdt sig til de mere jordiske Glæder og samledes i store Skarer, naar der blev spillet op til Dans. Faderen forsøgte at formane Sønnen til at blive i Hjemmet og høre Guds Ord, men det vilde eller kunde Edvard ikke. En Dag kom det derfor til et Opgør mellem Fader og Søn. Det endte med, at Edvard tog Afsked med sine Forældre og Søskende for atter at staa til Søs. Selv om Afskeden med Faderen var øm og kærlig, var det dog, som om en dyb Kløft skilte dem fra hinanden.

For anden og sidste Gang i sit Liv saa Edvard Ørtoft fra et Skibsdæk Læsøs lave Konturer glide agter og forsvinde i Kimingen. Han havde valgt og gav sig nu blindt Fremtiden i Vold.

Længe maatte Forældrene vente, før de fik Brev fra Sønnen. Omsider kom der et, som var afsendt fra Amerika. Det hidsættes her, da det giver saa levende og oprigtigt et Indtryk af Forholdet mellem Forældrene og deres Søn.

SAS Olympia, 19. November 1891.

Kære Forældre.

Allerførst vil jeg bede om Tilgivelse for min stygge

Opførsel imod jer, sidst jeg var hjemme. I havde ikke fortjent det, for I har altid været saa gode ved mig. Jeg cr saa ked af, at jeg svarede Far saa grimt den Aften, der var Bal paa Kroen. Du vilde mig jo det bedste — men det forstod jeg ikke den Aften. Jeg har det ikke, som I har det. Jeg bryder mig ikke om Møder og Salmesang og Iluspostillc-Oplæsning — men derfor skulde jeg ikke have forvoldt jer den Sorg. Tilgiv mig — jeg fortryder bittert min Gerning.

I kan vel ikke forstaa, hvorfor I ikke har hørt fra mig i al den Tid, og I har vel grundet over, hvor i Verden jeg har været. Jeg sejlede først til Rusland, saa var jeg en Tur i Nordnorge og saa en Tur til Grønland, og nu er jeg paa Vej til Amerika. Om nogle Dage er vi i New York, saa sender jeg jer dette Brev.

Jeg havde ellers lovet mig selv, at I ikke skulde have Brev fra mig mere, — men nu skal jeg nok bryde dette Løfte. I kan ikke skrive til mig, for jeg ved ikke, hvor jeg kommer hen. Det er min foreløbige Agt at tage til Kalifornien og grave Guld. Naar jeg kommer der, skal I snart høre fra mig igen.

Nu er det snart Jul. Det er første Jul, jeg skal tilbringe borte fra Hjemmet. Jeg vil savne jer alle meget. Hils nu alle mine Søskende og Venner.

Selv være I kærligst hilset med Ønsket om en glædelig Jul.

Eders Søn

Edvard Nielsen Ørtoft.

PS. De tre Dollarscdler er en til Mor, en til Far og en til Deling mellem mine Søskende til Julegaver.

Guldgraveriet i Kalifornien blev dog kun en Ønskedrøm. I New York traf Edvard en Tysker, der havde været Guld-graver og fortalte, at Forholdene oppe ved Lejerne var forfærdelige og Chancerne for at finde Guld saa ringe, at de ikke var Rejsen værd. Hvis en enkelt Mand var saa heldig at finde Guld, løb han til Gengæld en alvorlig Risiko for at blive skudt ned bagfra. I Stedet rejste Edvard Ørtoft og hans Kamrncrat derfor til Chile, hvor der dengang var store Penge at tjene i Salpeterminerne. Milevide Marker er dækket af Chilesalpeter. Det læsses paa Vogne, ligesom man i Danmark læsser Mergel eller Gødning, og bliver derpaa kørt ind til store Fabrikker, hvor det gennemgaar forskellige Processer, der spaltes det i _Jod, Salte og Restproduktet Kunstgødning. Det var dog ikke de to Venners Agt at blive i Chile. De havde andre og mere lokkende Maal. Ogsaa i Australien var der jo fundet Guld, og naar de havde sparet tilstrækkeligt sammen, var det deres Hensigt at tage til Sydney for at begive sig til de australske Guldfelter i Coolgardie og Kalgoorlie.

Den gyldne Drøm viste sig dog endnu en Gang at savne Realitet. Alverdens Guldgravere var kommet dem i Forkøbet, Vestaustralien var oversvømmet af Prospectors, saa Ørtoft og hans Kammerat matte igen opgive Guldgraveriet. Som to Arbejdsløse sad de ørkesløst hen i deres billige Logi i Sydney, da en Annonce i et Dagblad pludselig slog Dørene til en eventyrlig Fremtid paa vid Gab for dem.

Det var det dengang store, tyske Handelsfirma paa Stillehavet, Hernsheim & Compagni, der søgte Copraopkøbere til Stillehavsøerne. Selskabet havde anlagt Handelsstationer paa New Guinea og flere af Øgrupperne, hvorfra der blev sendt Opkøbere ud for at indsamle Copra. Saavel Edvard

Ørtoft som hans tyske Ven blev antaget med det samme, deres nordiske Afstamning og deres granvoksne, arbejdsvante Skikkelser gjorde Udslaget. Firmaet kom aldrig til at fortryde sit Valg.

Edvard Ørtoft blev sendt ud som shellback paa en Prøvetur, der førte et glimrende Resultat med sig, og Selskabet betroede ham derfor en Skonnert, som han skulde sejle rundt til de forskellige Øer med for at tiltuske sig Copra for Handelsvarer. Var der forholdsvis faa Kokospalmer paa Øerne, var det tillige hans Opgave at formaa de Indfødte til at udplante unge Træer og saaledes anlægge Plantager for Hernsheim & Compagnie.

Dette Arbejde krævede baade Mod, Styrke og Raadsnarhed og tiltalte derfor den unge Læsøbo, der med Liv og Sjæl gik op i det. Han blev snart en af sit Selskabs dygtigste og mest forvovne Traders. Hvor andre Handelsmænd havde maattet give op, fordi de Indfødte var for vilde og blodtørstige, der lykkedes det Ørtoft at slutte Venskab med Høvdingene og afslutte tilfredsstillende Handelsoverenskomster. Han kendte ikke til Frygt, skønt han ofte var udsat for den alvorligste Fare, som kun hans Konduite og medfødte Humør frelste ham ud af.

Paa Grund af Maskinskade paa Skonnerten var Ørtoft saaledes engang gaaet i Land paa Kysten af New Guinea med et Par af sine Mænd for at overtale de Indfødte til at hjælpe med at trække Skonnerten paa Land. Et Lysskær saas i den tætte Jungle, og de Indfødtes Trommer buldrede. Ørtoft og hans Folk trængte ikke desto mindre ind i Junglen og naaede frem til en Rydning, hvor et Baal brændte. Uden om det dansede de Vilde deres Krigsdans. I Skæret af Baalet saa Europæerne de bemalede Krigere gebærde sig med Fraaden om Munden, mens de udstødte skingrende Krigs

hyl. Hastigt vilde Ørtoft og hans Mandskab trække sig tilbage, men de Indfødte havde faaet Øje paa dem og kastede sig i deres Blodrus over dem. Nogle af Matroserne blev myrdet paa Stedet, strakt til Jorden af Kannibalernes Stenøkser, mens andre blev saaret og slæbt hen til Lejrpladsen, hvor en endnu frygteligere Død ventede dem. I Kamptunnelen var det lykkedes Ørtofft at skjule sig for Angriberne. Ved Hjælp af de nedhængende Lianer svang han sig op i et højt Træ, derpaa svang han sig fra det ene Træ til det andet, til han kom i Nærheden af Lejrpladsen. Uden at kunne røre en Haand for at komme sit Mandskab til Hjælp maatte han sidde og være Vidne til Matrosernes sidste Time. Syv af dem blev som Slagtekvæg med Hovedet nedad hængt op i et stort Træ paa Lejrpladsen. Kannibalerne gik efter Tur frem til dem, huggede det ene Lcm efter det andet af dem, drak det rindende Blod af de aabne Saar og smed de afskaarne Lemmer i en stor Gryde med kogende Vand.

Edvard Ørtoft glemte aldrig denne frygtelige Nat i New Guineas Jungle. Da Æderiet var til Ende, og de Indfødte tumlede om paa Stedet i deres Madrus, kravlede han ned fra sit Skjulested og vaklede mere død end levende ned til Strandbredden, hvor han blev modtaget af to Matroser, der var de eneste Overlevende af hele Mandskabet. Den ene af dem var saaret og trængte til hurtig Lægehjælp. Ørtoft vaagnedc op af sin sløve Tilstand og vendte atter tilbage til Livet og de Pligter, der paahvilede ham.

Som de tidligere omtalte shellbacks tjente Edvard Ørtoft, eller William Leonard som han nu kaldte sig, store Penge ved den farlige Handel med de Indfødte paa Øerne. Efter fem Aars Tjeneste for Hernsheim havde han saa stort

et Beløb, at han kunde slaa sig ned paa Salomonsøerne og drive en Plantage. Her levede han nogle Maaneder, og Fremtiden syntes omsider at være betrygget, men en maanelys Tropenat blev baadc Bungalow og Plantage fuldstændig raseret af en voldsom Ildebrand. Han reddede kun det Tøj, han gik og stod i, alt andet røg med; Ilden var sikkert paasat af fjendtlige Indfødte eller af konkurrerende konkurrerende Plantageejere, men Skaden var sket, og William Leonard maatte endnu en Gang ansøge om at komme i Hernsheims Tjeneste.

Atter gik det fra Ø til Ø, ombord paa den lille Handelsskonnert, skønt det dog stadig var Ørtofts inderligste Ønske at vende tilbage til Forældrene paa sin Fødeø saa skal jeg bo hos jer og hjælpe eder paa eders gamle Dage. Men i de første Par Aar kan det ikke blive, ikke før vi skriver 1900«, hedder det i et af hans Breve fra 1897.

Efter et Par Aars Forløb havde William Leonard lagt saa meget til Side af de zoo Mark, han fik om Maaneden, at han og hans tyske Ven besluttede at gaa i Kompagni. De erhvervede sig en lille hvid Kutter, Seegast, bød Hernsheim Farvel og sejlede nu som deres egne Arbejdsgivere. De to Venner gjorde et Par Ture sammen og havde Lykken med sig. Paa Øen New Mecklenburg truede Døden dog dem begge.

De var kommet dertil for at opkøbe Copra. En Baad med en Besætning paa otte Mand og Leonard selv ved Roret styrede ind mod Strandbredden, men kun ct Par enkelte Indfødte vovede sig ned til Baaden, hvor Leonard stod med sine Herligheder af Lommeknive, Tøjer, Økser, Vækkeure og Mundharmonikaer. Det gik trevent med Handelen den Dag, og de Indfødte plejede dog at møde mandsstærke frem og

beundre dc mærkelige og farvestraalende Ting. William Leonard pakkede derfor sine Varer sammen og gjorde sig rede til at ro tilbage til Skonnerten, men pludselig vrimlede Strandbredden af en Sværm af bemalede Krigere, der hylende gik til Angreb paa Søfolkene. Et Par Riffelskud strakte de første Angribere til Jorden, men den sorte Stormbølge væltede stadig frem. Leonard fik et Slag i Tindingen af en Stenkølle og styrtede om, mens Blod og Hjernemasse flød ud af det gabende hul. Den øvrige Besætning paa Seegast havde til alt Held bemærket Overfaldet, kom i sidste Øjeblik til Undsætning og jog de Indfødte paa Flugt med en hagl af Geværkugler. William Leonard og de døde og saarede Matroser blev bragt ombord. For Leonard betød den blodige Bataille flere Maanedcrs Ophold paa Hospitalet i Rabaul. At han genvandt sit Helbred, blev af Lægerne betragtet som et Mirakel. Tilsyneladende kunde intet knække hans enorme Konstitution.

Da William Leonard var blevet udskrevet, begav de to Venner sig med ukuelig Optimisme paa en ny Fart til Øerne for at laste en ny, indbringende Copralast. De besluttede dennegang at sætte Kursen mod Salomonsøcrne.

Seegast naaedc da ogsaa frem til Bougainville i Salomonsøerne, og William Leonard foreslog, de skulde søge ind i en rolig og afsides Bugt, saa han kunde gaa i Land med et Par Mand og faa udbedret en Skade paa Storsejlet. Kysten saa ubeboet og fredelig ud, Palmerne hævede sig smaragdgrønne over en blændende hvid Sandbred og Lagunens Vande, paa den blaa Himmelhvælving var ikke en Sky at øjne. En dyb, uendelig Skønhed og Stilhed herskede, det eneste man fra Kutterens Dæk hørte, var Flyvefiskenes lette Plasken i Vandskorpen. Seegast lod Ankeret glide ned i det klare, gennemsigtige Vand, til det naaede Koralbunden

hvor man tydeligt kunde se stærkt farvede Fisk og spraglede Søanemoner imellem de snehvide Koralblokke. Ledsaget af et Par Matroser gik William Leonard i Skibets Jolle og sad snart paa Stranden og bødede Storsejlet. Med et blev Roen splintret af vilde Kampraab, en hel lille Eskadre paa 30—40 Kanoer, bemandet med sorte, bemalede og nøgne Krigere, havde ubemærket omringet Seegast. Kampen var allerede i Gang og Resultatet afgjort. De vilde Insulanere entrede Dækket og huggede Besætningen ned for Fode, og William Leonard og hans Matroser maatte magtesløse være Vidne til, at de Indfødte bastede og bandt deres Fanger og smed dem ned i Kanoerne, som hurtigt fjernede sig mod Bugtens modsatte Kyst. Inden den sidste Kano med Krigere forsvandt, blev Seegast stukket i Brand og boret i Sænk.

Paany var Edvard Ørtoft blevet berøvet, hvad han ejede og havde„ og værst af alt, han havde mistet sin bedste og mangeaarige Ven uden at kunne hjælpe ham i Nødens Stund. Efter Døgn i Frygt, nedbøjet af Sorg, blev han og hans Mænd opbragt af et Skib, der førte dem bort fra Bougainville. For tredie Gang stod Leonard i Matupi i Hernsheims Kontor for at søge Plads, ribbet for alt, en simpel beachcomber.

Bøjet var han, men ikke knækket. Ufattelige Rcsourcer havde han i Sindet, og med en stædig Energi, som han maaske havde taget i Arv fra Faderens jydske Slægt, tog han fat, hvor han havde sluppet, og gik igen ud som Trader. Hans imponerende Energiudfoldelse var imidlertid mere, end han kunde holde til; han blev syg og maatte atter i mange Maaneder ligge paa Hospital. Medens han laa her, gik hans Tanker mod Hjemmet paa Læsø, og han besluttede at tage hjem, saa saare han blev rask. Et tungt Slag for ham var det, da Lægen meddelte ham, at han med Trope-

feber i Kroppen og nedbrudt af svære Saar og Anstrengelser ikke kunde taale en Klimaforandring, og at Kulden i Nordeuropa vilde virke dræbende paa hans Konstitution, der helt havde tilpasset sig Troperne. Maaske det var Guds Dom over ham, fordi han engang i sin Ungdom havde været opsætsig og ulydig overfor sine Forældre, tænkte han, da han fik at vide, at han var dømt til aldrig at vende hjem til Danmark og gense sine Forældre og sine elleve Søskende.

Følg mig, følg mig, du der fryser, til min fjerne Ø i Havet,

hvor den røde Hibiscus lyser,

og mit Hjerte ligger begravet.

Saadan skrev en svensk Forfatter efter at have besøgt Edvard Ørtoft paa Øen Wuvulu, hvor den danske Sømand endte sine Dage som Konge over den indfødte Befolkning. Det staar endnu tilbage at berette om de besynderligste Hændelser i hans begivenhedsrige Liv.

I Maj Maaned 1545 udrustede Philip den Anden af Spanien Karavellen San Juan og sendte den ud under Kommando af Ortiz de Retes med Befaling om at sejle til Ny Spanien. Karavellen ankom i Midten af Juni det følgende Aar til et hidtil ukendt Land, som Retes kaldte Nueva Guinea. Efter at Skibet i et Par Dage havde fulgt dette Lands Kyststrækning, forandredes Kursen til stik Nord, hvor-ved San Juan kom til Øerne Wuvulu og Aua, som man fik i Sigte den 19. August.

Der gik næsten to hundrede Aar, før Europæerne næste Gang kom til disse Farvande. Det var den franske Opdagelsesrejsende, Kaptajn Carteret, ombord paa Swallow, der

den 19. September 1767 anløb de to Øer og navngav Aua Duror og Wuvulu lllaty. Atter laa Øerne ubesøgt hen, til Sir Andrew Hanfond, en Korvet ført af den engelske Kaptajn Bristow, i 1817 gæstede Wuvulu, som Bristow først havde troet var en øde Ø. Han beskriver den som en Ø, der er circa 6—7 Kilometer lang. »Den er rig paa Vækster, bevokset med høje Kokospalmer og befolket af vilde Kannibaler <. Af denne Grund kaldte han den Tiger Island.

I Aaret 1893 anløb det tyske Rekrutteringsskib »Ysabek Wuvulu paa sin Fart efter stort Arbejdere, men Foretagendet strandede uhjælpeligt; det eneste man fik ud af denne niggerhunting var nogle etnografiske Kuriositeter, der senere er havnet i britiske og tyske Musæer. Nogle Aar efter kom Skonnerten Welcome til Wuvulu. Den førtes af den danske Kaptajn, A. F. V. Andersen, der for første Gang fortalte noget nærmere om den skønne Stillehavsø med den blodtørstige Befolkning. Indbyggerne er Polyncsicre, velvoksne som Samoanerne, men noget mindre, og de har hverken Tatoveringer i Huden eller skraatstillcdc Øjne. Deres Ørenprydelser er forarbejdet af Skildpaddeskjolde og ligner dem, der bæres af de Indfødte paa Ankoretøerne. De bærer ingen Armringe, men derimod Bladhatte, der ligner Mitracr. Deres Vaaben og Husinventar er meget smukt og kunstfærdigt gjort, blandt andet tilvirker de Økser af Skildpaddeskjolde. Deres Kanoer er usædvanlig yndefulde og ender, for og agter, i høje, gratiøse Spidser. husene er bygget af flanker og udvendig malet hvide. De er samlede i Byer, der alle er omgivet af Kokospalmer og ligger nær Kysten.

Ombord paa Welcome befandt sig en af Hernheims tadere, Schielkopf, der havde faaet til Opgave at gaa i Land paa Wuvulu for at oprette en Handelsstation. Det gjorde

han ogsaa, men faa Maaneder efter Welcomes Afrejse overfaldt og dræbte de Indfødte den ny Trader og brændte hans Handelsstation. Nogen Tid efter gjorde Hernsheim et nyt Forsøg paa at sætte sig fast paa Wuvulu, men da Traderen, der skulde i Land paa Øen, saa Strandbredden myldre med krigeriske Indfødte, blev han betænkelig, og Forsøget maattc igen opgives.

Paa et af sine mange Handelstogter kom ogsaa William Leonard til Wuvulu. Han saa først Øen lidt an, mens han krydsede med sin Skonnert omkring den, men jo mere han saa, des hedere blev hans Længsel efter at gaa i Land paa den og gøre, hvad ingen hvid Mand for havde gjort, bosætte sig paa den og blive Trader. Sagen var, at Wuvulu i Form og Størrelse mindede Ørtoft om hans Fødeø langt borte mod Nord. Han vilde derfor med det onde eller det gode erobre Øen og gøre den til sin. Denne Stillehavsø i Læsø's Lignelse skulde give ham Oprejsning for alt, han havde lidt og gennemgaaet siden sin Afrejse fra Barndomsøen i Kattegat.

Dristigt gik William Leonard i Land paa Wuvulus Kyst ledsaget af sit svært bevæbnede Mandskab. En af hans Matroser var født paa Øen, og med ham som Tolk kom Leonard paa Talefod med de Indfødte, som han lod forstaa, at han var kommet til Øen med fredelige Hensigter, kun for at handle med dem. De indfødtes Talsmænd trak sig tilbage og raadførte sig med deres Kammerater. Der gik nogle spændende Timer. Leonard og hans Mænd afventede uden alt for stor Optimisme Resultatet af Forhandlingerne, men endelig kom en Skare Polynesiere ud fra Junglen, og tre Mænd med Høvdingen Nalipei i Spidsen gik frem til Danskeren. Høvdingen og William hilste paa hinanden, hvor efter Leonard fortalte, at han havde set hele den Skov af Kokospalmer, der dækkede øen, og nu vilde han spørge, om de Indfødte vilde bære Kokosnødder ned til Stranden. De vilde saa til Gengæld modtage smukke og gode Ting fra de hvides forunderlige Verden.

Nalipei var en snu Mand. Han sad og grundede lidt over Tilbudet og udspurgte saa Leonard om de forskellige Ting, han havde spredt ud over Strandbredden til almindelig Beskuelse og som en Slags Lokkemad. William Leonard forstod øjeblikkeligt, hvor Wuvuluhøvdingen vilde hen, og forærede ham derfor et broget Tæppe, forgyldte Armringe af Messing, et Spejl, en Feltstol og andre Ting, han havde Erfaring for vilde virke fristende paa de primitive Indfødte. De storslaaede Gaver gjorde deres Virkning, inden en Time var gaaet, havde William Leonard sejret i Duellen mellem den hvide og den sorte Mand, og Handelsoverenskomsten blev afsluttet. Leonard og hans Mænd blev desuden inviteret til at være Kong Nalipeis og øens Gæster, saa længe de ønskede, eller indtil alle Kokosnødderne var bragt ombord i Skonnerten.

William Leonard fik fyldt Skonnertens Last og sejlede atter bort fra Wuvulu, men han glemte ikke øen og vendte snart efter tilbage, denne Gang for at blive der som Hernheims faste Opkøber og Handelsmand.

Det gik efterhaanden op for ham, at Poalla Nalipei, eller Kong Nalipei, var en almindeligt forhadt Tyran, der herskede over det berygtede Tigerfolk med stor Grusomhed. Den danske Sømand holdt derfor øje med Nalipeis Gøren og Laden, samtidig med at han lærte sig at talc de Indfødtes Sprog og gjorde sig til Venner med flere af de mest indflydelsesrige af dem. Omsider stødte Kongen og Tradcrcn saa sammen. Kong Nalipei havde uden nogen bevislig Grund myrdet en ung Pige. Det benyttede William Leonard sig af. Han slog lynhurtigt til, og da han kundgjorde for Folket, at Morderen, Poalla Nalipei, var hans Fange, strømmede Menneskemasserne sammen foran hans Bungalow og overrakte ham den hvide Kongemusling, det ældgamle Tegn paa Kongeværdighed. Den fattige Læsødreng, Sømanden William Leonard, blev udnævnt til Wuvulus Hersker under Navnet Poalla Fai'u, der betyder den seje Kokosfiber. Kong Nalipci døde kort efter af Græmmelse, og hans Dronning, Gevauge, blev bragt til Kong Fai'us Kongsgaard i Landsbyen Agita, hvor hun senere blev en omsorgsfuld Barnepige for Regentens Børn.

Et nyt Afsnit, det lykkeligste og navnkundigste i Edvard Ørtofts Liv, begyndte. Den lunefulde Skæbne havde endelig tilsmilet den danske Stillehavspioner.

Tværs over Wuvulu strækker sig nu fra Nord til Syd et Bælte paa 2000 Kokospalmer; hvor Junglen tidligere groede, har Kong Fai'u og hans Undersaatter udplantet denne Skov af Palmer. Midt for Sydenden af den store Plantage ligger den Dag i Dag Kongsgaarden i Landsbyen Agita, en rummelig Bungalow med tre store Værelser og en Veranda, der løber rundt om den. Fra Bungalowens Bagside fører en lang, overdækket Gang til en mindre Bygning, hvor Kongen havde sit Badeværelse, og hvor Hoffets Køkken var beliggende. I Kongsgaardens Nærhed græssede i Fai'us Tid to smaa, kinesiske Ponyer, og i Hundredvis af Høns, Ænder og Gæs kaglede og snadrede som i Fødebyen paa Læsø.

I 1913 fik den danskfødte Regent over Wuvulu Besøg af den kendte, svenske Forfatter, Grev Birger.Mørner der i flere Maaneder opholdt sig ved Hoffet paa den skønne Tropeø. Han skildrer Edvard Ørtoft i følgende Ord:

Det var naturligvis den rene Indbildning, men det forekom mig, at Fai'u var vokset flere Tommer i Højden, efter at han var steget i Land paa sin højtelskede ø, Wuvulu. Han er en Mand, der med Sorg forlader sin egen lille Verden og føler sig fortabt, saa snart han er udenfor dens Grænser. Nu er han atter kommet hjem efter en kortere Rejse. Ved Ankomsten bliver han omringet af seksten Vild-svinehunde, der gø'r og springer op ad ham. Hans tre smukke Hustruer kommer ham glædestraalende i Møde for at byde ham Velkommen tilbage, Pilau rauravene, mens de skotter sky til den fremmede hvide Mand. Fai'u's to fortryllende og lyshaarede Smaapiger, Dorothea og Margrete, skynder sig at kravle op paa hans Knæ. Men sig selv bliver Fai'u først hen paa Aftenen, da han har faaet taget sine europæiske Klæder af og har iført sig et Lawa-Lawa, der dækker Hofterne. Hans Hud er brændt af Solen, saa han næsten virker mørkere end sine Undersaatter. Det var derfor ikke saa underligt, at en Kaptajn, der kom hertil med sin Skonnert for at hente en Kokoslast, spurgte Fai'u: »Findes der da slet ingen Europæere paa Wuvulu?« Fai'us Opførsel er enkel og nobel, hans øjne er kloge og lyser af Godhed. Hans Underkæbe, Panden og Baghovedet bærer endnu tydelige Ar efter Kølleslag, mens Ansigtet er skrammet af Ar fra Spydstik, og i Ryggen har han en Flænge efter et Spyd med Jernspids, som en af de Vilde paa New Mecklenburg jog i ham.

Paa sin ø levede Kong Fai'u elsket og æret af sine tro Undersaatter, der forstod, at denne mærkelige, hvide Mand kun vilde deres eget Vel. Et Fængsel fandtes ikke paa øen i Edvard Ørtofts Tid; Retten blev sat i Kongsgaarden, og Misdæderen fik omgaaende sin Afstraffelse i Form af en Bøde eller en Dragt tørre Prygl. Ogsaa de syge sørgede vor

Landsmand for. I Reglen plejede han dem selv, til de blev raske, for selv om Øen var underlagt en Distriktslæge, der boede paa New Guinea, saa man ham sjældent paa Wuvulu. Under en Epidemi blev Kongen selv syg, og da han efter flere Maaneders Forløb genvandt sit Helbred, tog han paa en Rekreationsrejse til Kina og Japan. Paa dette Tidspunkt bad hans Forældre ham i et Brev om at vende tilbage til Danmark, inden de gik bort; de var nu blevet gamle Mennesker. Herpaa svarede Kong Fai'u:

— I skriver, at jeg skulde prøve paa at• rejse en Tur hjem, ja det skulde ogsaa more mig meget, men jeg har skrevet til Eder, at det vil være Døden for mig. I har ikke set mit Hoved, hvorledes de Sorte har mishandlet det, jeg har tre Øksehug og fire Spydstik paa den venstre Side af mit Hoved. Jeg skal sende Eder et Fotografi, saa I kan se, hvor gammel jeg ser ud, jeg fylder jo den 29. August fem¬ogtredive Aar, saa jeg er jo ingen ung Dreng mere. —

Kongen følte sig gammel, skønt han kun var 35 Aar. Edvard Ørtoft havde oplevet mange tunge og farlige Stunder i sin Tilværelse, stærkt havde han levet under Tropernes brændende Sol i et enerverende Klima, og Aarene og livsfarlige Sygdomme havde tæret stærkt paa den tilsyneladende uovervindelige Mand. Fem og tredive Aar. Og Konge. Og en ældet Mand. Et forunderligt Eventyr at lytte til.

Et storartet levende Billede af en Audiensdag ved Poalla Fai'u af Wuvulus Hof har Grev Mørner nedtegnet:

— Det er blevet Aften og stjerneklart. Vi sidder ved Middagsbordet i Fai'us Bungalow. Dørene til Verandaen staar aabnc. Baade Fai'u og jeg er iklædt Lava-Lavaer. Bag min Stol staar den unge, smukke Pige, Tigea, og bag Fai'u  Vollabai, hans yngste Hustru. Begge Kvinderne har store

Palmebladsvifter i Hænderne, hvormed de bortvifter Insekter, der Iokkct af Lygten i Loftet sværmer rundt og ustandselig er ved at styrte ned i vore Tallerkener. Wollabai er en prægtig Pige, velvoksen, men mørkere i Huden end Tigea og de andre Kvinder paa Øen. Fai'u fortæller mig, at hun ikke er fra Wuvulu, men fra Aua, der ligger nogle miles borte. Som Barn kom hun hertil med nogle Auanere, der med deres Kanoer strandede paa Wuvulu.

Under hele Maaltidet har vi hørt Trin af nøgne Fødder paa Verandaen udenfor; Indfødte, Mænd og Drenge, glider som sorte Skygger forbi ude i Mørket. Da vi har rejst os fra Bordet, finder jeg ogsaa hele Verandaen fyldt med Indfødte, der sidder roligt paa Hug og venter. Fai'u og jeg tager Plads i vore Liggestole. Værdig og tavs som altid kommer Høvdingen Patu, der fra en Skuffe i Skrivebordet har medbragt en Bog og et Penneskaft, som han rækker Fai'u. Kongen stiller Forsamlingen nogle Spørgsmaal paa Wuvulusproget. Han fører nøjagtigt Regnskab over Dagens Arbejde, noterer hvor mange Nødder der cr blevet høstet, indfører Beretninger om Copracns Tørketilstand og fører Statistik over Befolkningens Sygdomstilfælde. Da han er færdig med at skrive, rækker han Patu Protokollen, og Høvdingen lægger den atter paa Plads i Skrivebordsskuffen. Den officielle Del af Audiensen cr forbi, hvis der da ikke er nogle Tilfælde af Misgerninger, hvad der sjældent er. Konversationen bliver livligere og cfterhaanden ligefrem højrøstet. Nogle af øens Ældste faar Ordet. De har som Regel Munden fuld af Betelnød, saa den røde Saft løber dem ud af Mundvigene. Gang paa Gang kommer Fai'u med en Bemærkning, der faar hele Forsamlingen til at briste i Latter. Naar de Indfødte ler, lyser deres store, smukke, hvide Tænder. Hver Aften med Undtagelse af Søn- og Helligdage holder Fai'u Audiens.

Om det berygtede og vilde rigerfolk, der var blevet Edvard Ørtofts Undersaatter, fortæller den svenske Forfatter:

— Ifølge min Erfaring er Tigerfolket dybt poetisk, men mindre musikalsk end de fleste Folk paa Sydhavsøerne. Betegnende er det, at de ikke ejer noget Musikinstrument. En stor Tromme stod i fordums Tid i den gamle Kongsgaard, men den brugtes kun til Signaler. En Fløjte, som jeg har set og hørt, var kun en almindelig Signalfløjte. Men Tigerfolket elsker at synge. Deres Melodier er dog ensformige; de saa at sige staver sig gennem hvert Ord i Teksten, saa det kun gaar langsomt frem. Melodierne minder underligt nok om katolsk Kirkemusik. Det er saa meget mærkeligere, som der endnu ikke har vist sig nogen Missionær paa Wuvulu. Sangfester, Singsing paa Pidgin-Engelsk, er yderst almindelige. En saadan Fest kaldes en lalauge, og hvis den først begynder ved Solnedgang en guaguaia. Deltagerne optræder festligt smykket med grønne, friske Blade og hvide Fjer i Haaret. Disse Fester varer ofte ved til den næste Morgen.

Naar en Mand ønsker at gifte sig med en Kvinde fra en anden Landsby, gaar han hen til hendes By, og dens Indbyggere foranstalter da en Singsing. Otte Dage efter gaar den unge Pige hen til Mandens By, hvor der serveres et større Festmaaltid, et mutamuta, hvorpaa en ny Singsing finder Sted. Pigen forlader nu ikke længere Mandens Hus, da Ægteskabet hermed er lovformeligt fuldbyrdet. Samme Aften indtager de Nygifte deres første Maaltid sammen. En ugift Wuvulu Mand maa aldrig spise i sin Elskedes Nærværelse.

I Sommeren 1916 gjorde Kong Fai'u en Udflugt til New

Guineas Urskov, en Jagttur, der blev foretaget ombord paa fire Kanoer. Kongen jagede flere Dage i Urskoven, hvor der lød Skrig fra Paradisfuglehanner i Kamp om deres Mager. Paradisfuglenes Parringstid er den eneste Tid paa Aaret, da man med Held kan gøre Jagt paa de smukke og værdifulde Hanner. Jagtexpeditionen gav et straalende Resultat; med over hundrede Hanner vendte Kong Fai'u tilbage til sit jordiske Paradis. Denne Paradisfuglejagt var hans Ungdoms-krafts sidste Opblussen og blev hans Livs sidste Eventyr paa fremmede Strande.

Mens Verdenskrigen rasede paa Europas Slagmarker, gik Aarene næsten sporløst hen over Wuvulu. Først længe efter Vaabenstilstanden og Fredsslutningen fik Kong Fai'u Nys om Krigens Ophør, saa han kunde bringe den glædelige Nyhed videre til sine 38o Undersaatter. Da var han allerede blevet en gammel Mand, gammel før Tiden, hærget som han var af Infektionssaar og tropiske Sygdomme. Umiddelbart efter, i 1921, døde han i sin Kongeborg i Agita paa Wuvulu efter et bevæget og begivenhedsrigt Liv.

For Tigerfolket betød Poalla Fai'us Død dog ingen dyb Sorg, for det frygter ikke det store Endeligt. Det tror, der i jordens Indre ligger en stor By, Tinara, hvortil alle gode Mennesker føres, naar de har opgivet Aanden. De daarlige Mennesker derimod kommer til det forfærdelige Upaali, hvor alt er urenligt. At deres elskede Poalla Fai'u var steget ned til et evigt Liv i Tinara, var de ikke i Tvivl om, for han havde være dem en god Konge.